Maximilian Kottal

Fødselsdato: 20. april 1877
Dåbsdato: 20. april 1877
Alder: 67 år - døde den 6. august 1944
Adresse: Forskellige setder i Odense
Ægteskab: Marie Söderlund
Børn: 8, Ingeborg Marie, Rodolf, Otto, Erik, Erna Anna, Egon, Else Irma, Maximillian

Maximilian Kottal blev født og døbt d. 20. april 1877 i byen Stubenbach, som dengang hørte under Bøhmen. I dag hedder byen Prasily og ligger i Tjekkiet.

Maximilian gik på Stubenbach Folkeskole fra 1882 til 1891. Af hans afgangsbevis fremgår det at han var en yderst flittig elev, som opførte sig fuldstændigt tilfredsstillende. Han fik topkarakter i alle fag på nær skrivning hvor han "kun" fik den andenhøjeste karakter. Beviset viser også, at han blev kaldt Max.

Efter folkeskolen kom Max i lære som glasmaler på glasværket Joh. Lötz Wittwe i Klostermühle, Bøhmen, fra 1891 til 1895. Ifølge hans svendebrev var hans læretid yderst tilfredsstillende og glasværket gav ham de bedste anbefalinger med på vejen.

Hvad han lavede i Bøhmen efter sin læretid, vides endnu ikke, men han har sikkert ikke haft svært ved at få arbejde som glasmager både pga. hans fine svendebrev og fordi glasindustrien var stærkt voksende netop på den tid. Området er stadig i dag kendt for produktion af det fineste krystalglas.

Om det var arbejdsløshed eller eventyrlyst der fik ham til at rejse nordpå til Danmark er uvist, men han valgte i hvert fald i august 1900 at få lavet en kopi af sin dåbsattest så han kunne rejse udenlands.

I juni 1901 fik han opholdstilladelse i Danmark. Efter sigende var han oprindeligt på vej til København, men slog sig i stedet ned i Odense. Han havde allerede fået arbejde på Odense Glasværk da han fik opholdstilladelsen.

Dengang kom der mange udlændinge til Odense Glasværk for at arbejde. Det samme var tilfældet med Jacob Söderlund, som var glasmager fra Finland. Han kom til Danmark sammen med sin datter Anna Maria Söderlund engang i slutningen af 1880'erne eller starten af 1890'erne. Da Max kom til Odense arbejdede Anna Maria også på Odense Glasværk. De boede desuden begge i arbejderboligerne i Ørstedsgade. Selvom de begge arbejde på glasværket er det mere sandsynligt at de har mødt hinanden udenfor arbejdstiden, fordi Max' arbejde var hårdt slid og uden mange pauser.

Under alle omstændigheder fik de deres første barn Ingeborg Marie Söderlund Kottal d. 2. januar 1903 og blev gift d. 12. september samme år. Max var katolik og Anna Maria var protestant, men hun konverterede og derfor blev de gift i den katolske St. Albani Kirke i Odense (dengang hed den St. Mariæ Kirke).

Max' plan om at tage til København var endnu ikke helt glemt, fordi i maj 1907 fik han arbejde som porcelænsmaler i København. Han rejste tilsyneladende alene derover og efterlod sin familie i Odense. Om det var familien der trak eller om København ikke tiltalte Max alligevel, finder vi nok aldrig ud af, men han blev faktisk kun i København i knap en uge.

Derefter flyttede familien til Odense-forstaden Dalum, hvor Max havde fået arbejde på papirfabrikken. Odenses glasindustri toppede i slutningen af 1800-tallet, så det har sikkert været arbejdsløshed der har gjort at Max blev papirarbejder. Han har muligvis haft erfaring indenfor dette, fordi der lå faktisk en papirfabrik i Stubenbach dengang han boede der - men det er rent gætteri om han har arbejdet der eller ej.

Da familien flyttede til Dalum, konverterede de til protestantismen. Dengang gik man jo rent rent faktisk i kirke hver søndag og det har nok været en af grundene til at de konverterede, så de ikke skulle tage ind til Odense hver søndag. I Dalum boede de i den såkaldte Dalum Fabriksby sammen med alle de andre papirarbejdere. Der var der både en Brugs og en skole, og mere behøvede man ikke når man arbejdede 6 dage om ugen.

Familien blev i Dalum indtil 1915, hvor Max igen fik arbejde på Odense Glasværk og de flyttede tilbage til arbejderboligerne i Ørstedsgade. Det var under starten af 1. Verdenskrig og selvom Danmark var neutral påvirkede det alligevel danskerne. Familien Kottal mærkede det tydeligt da det ved datteren Ernas fødsel blev bemærket at hun ikke havde dansk statsborgerskab. Det har uden tvivl været grunden til at Max ansøgte om dansk statsborgerskab i 1913. Sagsbehandlingen var dengang ligeså langsom som i dag, så statsborgerskabet blev først tildelt d. 13. april 1923.

Nu kunne de retmæssigt kalde sig danskere.

Det gjorde dog ikke livet nemmere for i 1920'erne måtte Max igen tage arbejde på Dalum Papirfabrik. Familien flyttede tilbage til Dalum. Eftersom de ikke længere havde små børn i huset, kunne både Max og Anna Maria arbejde på papirfabrikken i de år. Det har givet dem lidt flere penge at gøre med, og det er sikkert derfor de ikke flyttede ind i arbejderboligerne, men i stedet lejede en lejlighed på første sal i en villa i Dalum. Alligevel har Max sikkert ikke været tilfreds med at være papirarbejder, for i hvert fald arbejdede han som glassorterer på glasværket i 1932.

Efter Max' pension flyttede Max og Anna Maria ind på Dalum Alderdomshjem i Hjallese, hvor de boede indtil de døde. Max døde først, nemlig d. 6. august 1944 og blev begravet på Dalum Kirkegård. Ifølge skifteprotokollen efterlod han sig kun sit og Anna Marias fælles værelse på alderdomshjemmet. Anna Maria døde samme sted d. 14. september 1955 og blev også begravet på Dalum Kirkegård.

Billeder af Maximillian Kottal

null
Marie söderlund, ubekendt, Maxillian

null
Fra venstre. maximilian, Marie Sødelund,ubekendt , Else,Erna,Solveig,Rudolf og de 2 små Irene og grethe

null
Rudolf, Maximilian

null
ubekendt, Erna,Solveig,ubekendt, Maximilian og 2 børn grethe og Irene

null
Øverste til venstre :Marie Sødelund, Else, Elses mand, Maximilian, Solveig og de 3 børn fra Venstre: Grethe, Irene; Elses datter, ved ikke hvad hun hedder.

null
Solveig, Damen i midten er Else og Maximilian og Børnene forrest og bagud Irene, Ruth, Grethe bagerst.

null
ubekendt, Maxillian

null
Grethes Barnedåb - Marie söderlund, og Maxillian